Menu

Serie 2: Efter sommerferien hedder det serie 1!

27. juni 2015 kl. 15:42

Et gigantisk målmandsdrop, en årvågen målræv Peter Rasmussen og en stor tak til Snekkersten var hovedingredienserne, da Hundested lørdag eftermiddag sikrede sig oprykning til Serie 1. 

For Hundesteds forrygende forår kulminerede med enorm jubel og champagnesprøjt da Brødeskov blev besejret 1-0. Da samtidig BSV og Snekkersten spillede 0-0 var oprykningen en realitet.

Hundested måtte dog kæmpe hårdt for at sikre de tre point mod nedrykningstruede Brødeskov.

De blå fik en drømmestart på kampen, da Brødeskovs målmand tabte en fuldstændig ufarlig bold. Peter Rasmussen opfattede lynhurtigt den mulighed der opstod, og kunne herefter trille bolden i det tomme mål. Måske topscoerens letteste mål i karrieren, men måske også det vigtigste. I hvert fald blev det kampens eneste scoring.

Brødeskov kæmpede heroisk gennem hele kampen for en livsgivende udligning, men Hundesteds defensiv stod suverænt gennem hele kampen, ligesom Simon Pedersen i kassen var en sikker ankermand og afværgede de forsøg som Brødeskov spillede sig frem til.

"Kønt var det nok ikke, men vi kæmper hele vejen igennem, en rigtig arbejdssejr vil jeg kalde det", lød det fra en lykkelig Jeff Fausild umiddelbart efter sidste fløjt. Da havde Hundesteds spillere, ledere og mange tilhængere fået beskeden, at de to nærmeste rivaler i oprykningsstriden havde delt via 0-0 - lige præcis det resultat som Hundested havde brug for.

En gedigen triumf for trænerteamet Sonny Mikkelsen og John Maigaard samt alle spillerne omkring holdet, der nu kan holde en velfortjent sommerferie velvidende om, at de har den fodboldmæssige førertrøje på Halsnæs.

 

Se de festlige filmklip fra dagen: http://halsnaes.lokalavisen.dk/section/tv/2244&id=8644

 

(Bragt med tilladelse fra Halsnæs Avis)

Luk