Menu

Årgang 00: Tur til Blackpool d. 3-6 april 2015

image Blackpool Cup er en international fodboldturnering med deltagelse af 108 hold fra 8 lande
26. april 2015 kl. 22:02
18 spillere, to trænere, to forældre og to småbrødre havde en fantastisk tur

Endelig blev det året, hvor Hundested Idrætsklub U-15 / årgang 00 skulle til udlandet og deltage i en fodboldturnering. Vi havde emnet oppe at vende på et forældremøde i september 2014. 

Her faldt valget på Blackpool Cup, da spillerne kan tale sproget, vi ønsker, at vores spillere lærer at bruge deres kroppe mere i spillet og historikken viser at ikke mange danske hold deltager her. Vi ønskede ikke at tage til udlandet for at spille mod danske hold.

Blackpool Cup er en international fodboldturnering med deltagelse af 108 hold fra 8 lande.

Turneringen bliver spillet på området omkring Myerscough College, som er et college, hvor man kan vælge mange forskelige linjer; fodbold, golf, motorsport, økonomi, dyrlæge, gartner osv. Myerscough College ligger ca. 18 km udenfor Blackpool, i et flot grønt område på landet. 

Der er sparet op i holdkassen gennem flere år. Dels ved at hjælpe ved Hundested Havnefest, salg af lodsedler for Fodboldens venner og indsamling af penge ved hver kamp.

18 spillere, to trænere,  to forældre og to småbrødre havde meldt sig klar til turen.

Kort forinden løb vi dog ind i økonomiske problemer, da flybilletterne blev noget dyrere end beregnet, og vi ikke ønskede at nogen skulle melde fra grundet økonomien. 

Vi fik økonomisk støtte fra Fodboldens venner, Hundested Idrætsklub, Marco Polo pizzaria,  Sirius og Frysen, Estrids pleje og hjemmeservice og Hundested Erhverv. Derudover skulle spillerne sælge lodsedler for Dansk Handicap Idrætsforbund og hjælpe til ved loppemarkedet i Hundested hallen.

Vi besluttede os for, at flyve til London, i stedet for Manchester, grundet prisen. Derfra skulle vi med bus fra London til Myerscough. En tur på ca. 400 km.

Vi var 8 som mødte ved Hundested hallen kl. 04.00 d. 3 april. Vi blev kørt til Kastrup lufthavn af forældre. Herfra fløj vi til London, hvor de skulle afvente resten af holdet, som ankom ca. 4 timer senere.

Da holdet var samlet i London, fandt vi bussen og satte kursen mod Myerscough.

Vel ankommet til Myerscough blev vi indlogeret på fine enkeltværelser på Myerscough College.  Nogle af drengene ville det anderledes og flyttede rundt på madrasser, så de sov sammen to og to, som vi havde bestilt hjemmefra .

Vi spiste morgenmad og aftensmad i kantinen. Morgenmaden var på engelsk maner med æg, bacon, baked beans, toastbrød og yoghurt. Aftensmaden varierede lidt.


Lørdag d. 4/4 havde vi vores første kamp mod S.V. Baarn fra Holland. Vi tabte 3-1 stik imod spil og chancer, som deres træner også indrømmede senere. Så skulle vi spille mod Wyre Juniors fra England. Her leverede drengene en god fight og spillede flot, men tabte 1-0. Den sidste kamp var mod FC Breeze fra England. Her fightede drengene sig til 0-0, mod de senere vindere af turneringen.

Efter dag et, kunne vi konstatere, at spillet og indstillingen i England er mere en livsstil for hele familien, spillet er mere fysisk end vi er vant til, at vi spiller pænere fodbold, at dommerne mest var der for syns skyld, og at vores spillere også kan spille fysisk, når de blev tvunget til det.

Vi besluttede os for at tage Shuttle bussen til Blackpool, som arrangørerne sagde. Det var en bus som kørte to gange til Blackpool, og retur en gang.

Drengene fik spillet nogle penge op, og andre prøvede diverse forlystelser i Pleasure beach.


Søndag d. 5/4 skulle drengene spille den første kamp mod franske ES Geneoch. Her vandt vi 3-0. Herefter skulle vi spille mod de lokale fra Myerscough Juniors. Vi kom foran med 1-0, men måtte til slut se os slået med 3-1. Det var en kamp, hvor drengene igen måtte slide for hver en bold. Myerscough Juniors spillede engelsk med meget fysik, men uden nogle overgreb.

Vi sluttede på en samlet 13 plads ud af 20

Om eftermiddagen var der nogle drenge som atter ville til Blackpool, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, da busserne denne dage kun kørte de hold, som var indkvarteret i Blackpool, til Blackpool.

Så drengene havde fri. Nogle valgte at se finalen, andre valgte at spille bold på græsplænen og andre valgte at slappe af på værelserne.


Mandag d. 6/4 skulle vi spise tidlig morgenmad. Desværre så tidligt at æg og bacon ikke var klar. Vi blev hentet af bussen og kørt til Gatwick lufthavn. Turen forløb lidt roligere end et par dage før.


Så havde vi et par timers ventetid ved lufthavnen. Der gik ikke længe, før drengene havde fundet et stykke med græs, klemt inde mellem et parkeringsanlæg og en vej. Men er der græs må der spilles. Så ventetiden blev slået ihjel med boldspil og et visit på McDonalds.


Vel ankommet til København, blev vi hentet af forældre og kørt hjem til Hundested. 


Så er det tid til sammenfatte turen. Vi havde alle en fantastisk tur. De sportslige ambitioner blev ikke helt indfriet, men vores spillere lærte at spille med brug af mere fysik. Socialt fungerer drengene utroligt godt sammen. Nu håber vi, at drengene bruger deres nyligt erhvervede færdigheder i den hjemlige turnering.