Bittert point-tab på plastic’en

FOR FANDEN DA..!
Sådan tænkte hovedparten af de fremmødte, da dagens hjemmekamp i serie 2 mod Skjold Birkerød blev fløjtet af.
2-2 var på ingen måder et retvisende billede af begivenhederne på banen, men allerede inden inden kampen, var de harske gloser i brug.
Det trofaste hjemmepublikum havde set frem til endelig at “komme på græs”, men den uacceptabelt ujævne bane 1 havde gjort, at Skuret endnu en gang måtte åbne den forkerte luge.
Optakten til kampen bar præg af at Oliver Fjeldal, der blev skadet til torsdagens træning, ikke kunne klare testen og måtte melde fra. Det gav til gengæld plads på bænken til Mads Olsen.
Spillerne, til gengæld, boltrede sig fint på det plane underlag, som kunstgræsset byder. Straks fra kampens start satte HI sig på spillet, og i stil med seneste hjemmekamp, så var der mange lovende offensive takter.
Flotte mønstre og fine angreb flød ned mod Birkerøds mål, og da Lars Bonde efter 12 minutter gjorde det til 1-0, var det såre fortjent.
Grus i maskineriet kom der dog efter ca 20 minutters spil. En lang fremlægning fra Birkerød blev solidt samlet op af keeper Magnus Nielsen, men i samme moment fik han en grim stempling på læggen.
Det betød, at Ulrik Bonde måtte tage handskerne op og hoppe i keeper-kjolen resten af kampen, endnu en bet for de blå.
Det forhindrede dog ikke hjemmeholdet i at spille en god første halvleg til ende, der med lidt mere skarphed havde resulteret i en føring på 3-4 mål.
Andet halvleg starter som første sluttede, med HI som det dominerende hold. Desværre slæber vi samme dårligdom med os, og brænder chance efter chance.
Når du ikke udnytter dine gode perioder, ja så skal der ikke meget til, før kampbilledet kan vende. En fejl midt på banen resulterede i Birkerøds første reelle chance, og den blev desværre udnyttet til fulde til udligning til 1-1.
Hjemmeholdet lod sig dog ikke slå ud, og der gik ikke mere end 7 minutter, førend Casper Rytter fortjent og flot kunne gøre det til 2-1. Et resultat, af endnu et godt angreb, fra en offensiv, der på dagen kun manglede effektiviteten i at være fremragende.
Desværre gik der få minutter, før en stor fejl i de bagerste rækker betød endnu et nemt mål til Birkerød. Stik imod spil og chancer, men kynisk som Jon Dahl i hans storhedstid.
HI sad fortsat på kampen og kom frem til flere chancer, og da Birkerød fik et rødt kort efter 81 minutter, lugtede lægterne virkelig blod.
En kompensationskendelse med et gult kort til Mads Nagel betød dog, at de sidste 10 minutter blev indianerbold, 10 mod 10, og kampen ender, meget bittert, med 2-2.
“Det er jo klassikeren, når man ikke scorer på sine chancer, risikerer man at lukke modstanderen ind i kampen”, sukker cheftræner Granzow, og fortsætter:
“Vi skaber masser af chancer, men et par brølere defensivt, det sker en gang imellem, så må vi nøjes med et point. Det er vi meget ærgerlige over lige nu, men i morgen så kigger vi frem mod Hørsholm og 3 point der. Vi skal sætte en stime sammen, og med det spil vi har vist mod Herlev og Birkerød i dag, så tror jeg på det. Vi spiller fed og seværdigt angrebsfodbold.”
Assistenttræner Tim Eriksson supplerer: “Vi er et klar bedste hold i dag, så det er jo nærmest tyveri, at Birkerød tager hjem med et point. Men nu er fokus på at få sat 2 gode træninger op frem mod kampen mod Hørsholm, og så skal drengene nok være skarpe og top tunet på fredag.”
Denne pen følte sig igen godt underholdt på stadion, og specielt Jeff Fausilds meget solide defensive indsats, samt Oliver Hansen afsindige arbejdsraseri på toppen, var imponerende at se på.
Og så kom Iversen en kamp tættere på…