Kæmpe sejr i Odense
Foto: Hailey Haagh
Drama i hallen - usmageligt på Youtube
Vi ligger nummer 2, vi ligger nummer 2..!
Sådan lød det lørdag eftermiddag i Ullerslev, efter at HI efter endnu et dramatisk opgør mod FC BIH Odense i Futsal Ligaen, kunne rejse hjem med en 7-3 sejr i bagagen.
Lad det være sagt med det samme. Dette opgør ligner efterhånden et arvefjendeopgør, med kæmpe intensitet, høj puls, dramatiske episoder og masser af mål. Sådan har det været før, og sådan var det også i dag.
Kanonstart på 1. Halvleg
Der var knapt spillet 2 minutter af kampen, da Andrés Garro åbnede ballet med sin første sæsonscoring. Et par skarpe træk ud af banen ved sidelinjen, ren Jæger, og en klinisk afslutning i det lange flade hjørne, og vi var i gang.
De mange medrejsende tilskuere fra Hundested dominerede lydbilledet, og den gode start lagde yderligere tryk på tribunerne. Det gav masser af energi på banen, men det blev også til tider lidt rodet, lidt som i sidste weekends kamp mod Aarhus.
Dagens modstander Odense var dog en noget sværere størrelse end Aarhus. Det er et godt hold, og Ullerslev-hallen er et svært sted at spille, så da Benjamin Music gjorde det til 1-1 efter 5 minutter, var pulsen høj.
Odense ville meget gerne ned igennem midten af banen, med knivskarpe aflevering og vendinger på forsvaret, men det var som, at HI langsomt fik justeret ind på den taktik. Det blev mindre farligt, og mere løse langskud.
Efter 10 min får Oliver Fjeldal på akrobatisk vis sendt et oplæg fra Jæger i kassen til 2-1, og 6 minutter senere gik Jæger selv i højt pres, erobrede bolden i feltet, og satte den flot op i nettaget. 3-1 ved pausen i en lige og meget intens Futsal-kamp.
Skov scorer på alt
2. Halvleg starter som første sluttede, hektisk og intenst. efter 5 minutter reducerer Odense til 2-3, igen ved Benjamin Music, der var meget svær at kontrollere, og kampen ligger og vipper lidt, selvom HI generelt havde fået bedre styr på defensiven.
Heldigvis så har vi HB i målet. Igen i dag havde han mange gode redninger på vigtige tidspunkter, og om det var fordi han kunne lugte den økologiske øl i bussen ved jeg ikke, men et udspark fra keeperen blev pludselig til en assist til et selvmål, og HI var atter foran med 2.
Og så tog pokker ellers ved Sebastian Skov. “Skildpadden” som han kærligt blev kaldt af kommentatorerne i forrige kamp.
Først scorede han til 5-2 på et flot gennemspillet kontraangreb, til kæmpe jubel for de mange medrejsende fans, og 5 minutter senere scorede samme Skov dybt fra egen bane, da Odense satsede med et overtalsspil.
“ Jeg kunne jo ikke sove efter kampen mod Aarhus i søndags. jeg scorer så sjældent, og så med hovedet, så jeg lå og så kampen på YouTube og hørte godt de to tosser, der sad og kommenterede kampen. Så jeg tænkte, nej fanme nej, nu skal jeg sgu score flere mål end de to, og gerne tilsammen, så da Oliver scorede et i dag, måtte jeg jo lave to… ren matematik” fortæller Skov på vej hjem i bussen.
Til allersidst kom også Svalberg på tavlen med et tordendrøn op i toppen af kassen på endnu et veludført kontraangreb. 7-3 og nummer 2 i ligaen, og så burde alt jo være godt, men….
Malurt i bægeret - og på YouTube
Os, der så kampen på Youtube, fik en noget rystende oplevelse. Jeg skal ikke kunne sige, om det var en med direkte tilknytning til FC BIH Odense, men lyden gik skarpt igennem fra den balkon, hvorfra kampen blev optaget.
Kampen igennem måtte seerne lægge ører til flere kommentarer, der ikke kunne tolkes som andet end racistiske og homofobiske. Vi er i besiddelse af flere videoer, der desværre ingen tvivl lader tilbage.
HI gjorde allerede under kampen officials opmærksomme på problemet, og vi kommer også til at skrive en indberetning til DBU, der bør se videomaterialet fra kampen igennem.
“Nu har jeg ikke selv hørt det endnu, men med det, jeg har fået refereret, er det selvfølgelig helt utilstedeligt, og jeg håber, at DBU, ligesom i andre disciplinær-sager skrider ind. Vi har et godt forhold til Odense, ligesom til de andre liga-klubber, og da vi selv oplevede noget lidt tilsvarende i en kamp gik vi hurtigt ud og og tog afstand og undskyldte. Det samme må vi have en forventning om sker her”, udtaler formand Peter Fjeldal.
Der var også lidt tumult i de døende sekunder, hvor lidt selvjustits blandt Hundesteds tilhængere lige skulle kalibreres med vagternes indsats, så kampen kunne spilles til ende i god ro og orden.
København venter på fredag
Næste kamp er på hjemmebane næste fredag, den 7. november, mod København i en forventeligt stopfyldt og kogende Hundested Hal.
Hvem husker ikke HB’s sidste sekunds-scoring sidste år mod netop København, der sikrede klubben deres første ligasejr nogensinde. Jubelbrølet sidder stadig i spærrene.
Som noget nyt prøver vi at arrangere fællesspisning for fans inden kampen, billetter kan købes på boldbillet.