Menu

O rugido de Isefjord

image Kæmpe jubel ved 5-5 FOTO: Hailey Haagh
Sune Raunkjær
08. februar 2026 kl. 14:13
Brølet fra hallen væltede Hjørring

O rugido de Isefjord - brølet fra Isefjord. Har du ikke hørt det før, så havde du muligheden lørdag, da Hjørring gæstede Hundested i Futsal Ligaen. 

Var du der ikke, så find det på klubbens Facebookside, for splitte mine bramsejl der var tryk på Hundested-Hallen denne lørdag eftermiddag, og specielt de sidste 2 minutter, hvor spillerne skulle hive det sidste ud af dem selv for at få en fortjent udligning, blev holdet båret frem af tilskuerne. Og brølet 10 sekunder før tid tåler absolut sammenligning med den legendariske 3-2 scoring af HB mod København i december 2024.

Hjørring-dominans i første halvleg
Vi vidste det jo godt. Hjørring er et fantastisk futsalhold, spækket med danske og ikke mindst brasilianske profiler, hvor flere ikke laver meget andet end at spille futsal - og det kan ses.
Som en af HI-spillerne tørt konstaterede efter kampen, så var det i store perioder som at jage skygger, så hurtigt gik det.
Men når man ved det, så kan man forberede sig på det, og det må man sige at Hundested havde gjort. De defensive aftaler var klare, og alle mand ofrede alt hvad de havde i sig for sagen. Spillere som Andreas Garro, Lars Bonde og Mads Nagel kom i vejen for afsindigt meget i et arbejdsraseri som sjældent set, og kom Hjørring endelig fri til afslutning, ja så stod “Danmarks Bedste Målmand”, som det ofte lød fra tribunerne, i vejen. 
HB fyrede en decideret brandkamp af. Med blokeringer og redninger, højlydt dirigerende med sin defensiv, og en voldsom og smittende attitude, når han igen igen fik fingerspidserne på et nærgående besøg.
Offensivt var HB også vigtig. I en første halvleg, hvor vi måske nok spillede afventende, men også blev presset i bund, havde HI fundet et våben frem. Lange præcise udkast fra HB op mod Rytter eller Philipsen, der med hovedet skulle lægge den ind mod midten, hvor en medspiller skulle komme frem til en afslutning. En opskrift der gav flere gode chancer.
Og stik imod spil og chancer, så var det også HI der åbnede scoringen efter 12 min. Netop en lang bold fra HB fandt først Oliver Fjeldal, som med hovedet fandt Andreas "Køkken" Garro, der lagde den retur til Fjeldal, der flot kom først på bolden og fik sendt den ind bag Hjørring-keeperen. 1-0 og kæmpe jubel.
Hjørring fortsatte dog med at være dominerende på både bold og chancer, mens HB fortsatte med miraklerne i buret. Flere oplagte chancer blev pareret, og Hjørringspillerne måtte efterhånden knibe sig selv lidt i armen over, at det ikke lykkedes dem at score.
Det skulle dog også være held, der bragte udeholdet på tavlen. Endnu en afslutning fra Hjørring fra distancen blev pareret, men desværre røg bolden fra stolpen ud i ryggen på HB og i mål.
1-1 blev kort efter til 1-2. En lidt tilfældig aflevering ned i banen fik for en gangs skyld lov til at passere, og med lodder og trisser fik Hjørring skovlet bolden i mål. Fortjent nok, efter en første halvleg hvor udeholdet var spillemæssigt bedst, men hvor HI viste masser af fight og energi.

Mere mod i anden halvleg
Pausen blev umiddelbart brugt klart bedst i Hundesteds omklædningsrum, for det var et helt andet kampbilede, der ventede i de sidste 20 minutter. Hjemmeholdet viste mere mod, initiativ og tro på eget spil og evner, og det må ikke mindst falde tilbage på det arbejde, træner-teamet må have lavet i pausen.
Hjørring blev i hvert fald blæst baglæns ned i havnens iskolde vand de først 5 minutter af anden halvleg, hvor HI gik fra 1-2 til 4-2.
Først var det Casper Rytter der kunne udligne til 2-2. Et mønsterangreb hvor HB, der bliver bedre og bedre i det åbne spil med fødderne, starter over midterlinjen, og 4 vinklede afleveringer senere, kan Rytter sende bolden i kassen tæt inde under mål. 
3-2 målet stod der Oliver Fjeldal på, der dermed scorede sit andet mål i kampen. Og igen et super flot gennemspillet mål. Lars Bonde snyder et par mand i egen venstre forsvarsside, sender den op i modsat side til Philipsen, der straks sender den modstat igen, hvor første afslutning bliver blokeret men Fjeldal skubber riposten i mål.
Philipsen ville dog også selv lege med. En situation, hvor HB lige trækker et udkast 2-3 sekunder, der giver Philipsen tid til at tage et ryk fra egen forsvarszone og forbi nærmest et helt Hjørring-hold. HB’s udkast er millimeter præcist, og Philipsen kan relativt let tordner den fladt i kassen i medløb.

Jo, Hundested både turde, kunne og ville nu.
Men Hjørring ER et godt hold, og de brasilianere de har på holdkortet er klassespillere. De fik også lov til at arbejde for hyren denne eftermiddag, da de spillede rigtig mange minutter i anden halvleg, i forsøget på at få point med hjem til Nordjylland.
3-4 målet kom efter et par skarpe afleveringer, der fangede HI’s defensiv midt på banen. Det bragte Pirata alene igennem, og han svigtede ikke.
Udligningen kom efter 34 minutter. En hjørnesparkssituation til Hjørring fanger HI på lidt trætte fødder, og Felipe Reis kan sende bolden i mål med hovedret efter indlæg fra højre side. Ærgerligt, men kampen bølgede videre frem og tilbage.
Kort før tid troede Hjørring måske, at de slap fra Hundested med alle 3 point. Et brag af et langskud fra Pirata helt oppe i krogen i, var udkommet efter et hjørnespark i Hjørrings venstre side, og en clearing, der uheldigt ikke kom langt nok væk.
Men, men, men, Hundested Hallen ville have mere og bar de dødtrætte spillere frem i de sidste 90 sekunder, og det gav bonus 10 sekunder før tid. 
Et frispark fra Rasmus Philipsen i venstre angrebsside blev i første omgang reddet af Rams i Hjørrings mål. Riposten sendte Mads Nagel dog tilbage til Philipsen, der på ny fik en afslutning på. den blev opfanget i forsvaret, men returen var Rytter over som en høg, og udligningen en realitet, til gigantisk jubel på BLOK D og i resten af Hundested Hallen.

Haagh: En god præstation mod en vanvittig stærk modstander
 “Det var en god præstation i dag. Vi mødte et vanvittig stærkt hold, som spillemæssigt var rigtig dygtige. I første halvleg var vi til tider ikke modige nok - hverken med bolden eller i vores pres, og vi var derfor presset en del i bund. Men vi sørgede heldigvis for at holde os tæt inde i kampen, fordi alle kæmpede med alt hvad de havde. 
Vi snakkede i pausen om at vi skulle vise mere mod i presset og se om vi kunne holde mere fast i bolden. Vi ville prøve at få mere af initiativet.
Det synes jeg vi lykkedes med i større grad i anden halvleg. Derudover fik vi lavet nogle flotte mål, og blev bedre defensivt. 
Og så må vi bare bøje os i støvet for Nicklas Fuchs-Christiansen, som endnu engang holdte os inde i kampen med utallige store redninger OG som tog så mange gode beslutninger med bolden i vores offensiv. 
På trods af alle HBs store redninger fik Hjørring alligevel bragt sig i front med små 2 minutter tilbage. Her formåede vi endnu engang at rejse os og fik udlignet og det er jeg meget stolt over. 
Igen i dag havde vi alle mand i spil, og jeg synes det er så super fedt, at vi kan spille op mod så dygtigt et hold med næsten udelukkende spillere der kun har spillet 2 sæsoner i ligaen, selvfølgelig krydret med et par rutinerede krumtapper. 
Nu har vi en spændende uge foran os, før vi mandag i ugen efter, skal forsøge at vinde over et København hold i klar fremgang. 
Og så endnu en gang kæmpe tak til vores fantastiske publikum. I hjælper os så ufattelig meget.”

Granzow: HB i en klasse for sig

"Jeg synes at vi rejser os markant efter en skuffende Århus kamp, og viser igen igen, at vi kan være virkelig svære at spille i mod. 
HB er en klasse for sig og holder os inde i kampen i de svære perioder. Pausen kom rigtig godt for os, fik smidt lidt af hæmningerne og turde noget mere og det pyntede gevaldigt. 
Efter 4-2 føringen begynder vi at falde lidt tilbage i samme tendens, og afgiver lidt for meget initiativ/agressivitet. Samtidigt spiller de slutfasen kun med deres spillere fra Brasillien, og det siger jo meget godt, at de har skulle grave dybt. 
Vi kan godt være stolte af vores præstation, og et vigtigt point med videre. Nu skal der bygges videre på det momentum til kampen mod København på næste mandag - og vise, at det ikke kun er mod “favoritterne” at vi er til stede.”

 

Ruben Winther: En fantastisk kulisse
 
Hjørrings anfører havde følgende kommentar efter kampen.
 
 “Vi kommer rigtig godt ud til kampen, og spiller en af vores bedste halvlege i denne sæson. Vi får skabt en masse chancer, men mangler den sidste skarphed i afslutningerne. 
2 halvleg kommer vi skidt fra start, hvor Hundested laver 3 hurtige mål. Vi kommer godt tilbage i kampen, og er også foran igen, men vi bliver straffet i de allersidste sekunder. 
Til slut vil jeg gerne rose Hundested, som har rykket sig meget på kort tid spillemæssigt. Et svært sted at spille på udebane, og en fantastisk kulisse de har fået skabt.“
Garro: Stolt over holdets præstation
Andreas Garro havde som alle Hundested-spillere virkelig taget arbejdshandskerne på og kom i vejen for rigtig meget.
"Jeg vil egentlig bare sige, at jeg er meget stolt over holdets præstation, og det endnu en gang beviser at vi bevæger os i den rigtige retning, og derfor har et enormt spændende projekt. 
Vi vidste det vil blive en meget sværd kamp, men jeg synes at alle trådte i karakter, og gav hvad de kunne, hvilket resultatet også afspejler. 
Så med et tilfredstillende resultat i bagagen, holder vi forhåbenligt tungen i munden, og får 3 point med hjem fra Valby i næste kamp.”
2 kampe tilbage i grundspillet
Når pulsen har lagt sig, så kan vi se frem til de sidste to kampe i grundspillet Det gælder i første omgang København på udebane næste mandag, inden vi slutter af på hjemmebane mod Odense søndag den 22. februar.
Lad os vise os frem i begge kampe både på og uden for banen, så vi kommer ind i slutspillet med momentum.
 
 
Luk