Sejr til HI i “El Fiskerico”
FOTO: Hailey Haagh
Esbjerg kom til Hundested uden en plan B
Lørdag efermiddag kunne man høre den smukke lyd af klingende vestjysk i Hundested Hallen, da FC King George / Esbjerg Futsal gæstede hjemmeholdet i Futsal Ligaen. En sejr til udeholdet ville bringe dem a point med Hundested, hvorimod en sejr til hjemmeholdet ville slå et lille hul i tabellen mellem top 3 og resten af ligaen.
Esbjerg kom med en frisk storsejr i bagagen, mens HI kom fra et nederlag ude mod Albertslund, så det var på forhånd spået til en lige match, mellem de mest scorende hold i ligaen.
Der gik også kun godt halvandet minut, før nettet blafrede første gang. Det var udeholdets keeper, der måtte fiske bolden ud af rusen, efter en flot kontra-scoring af Nicolai Jægergaard. Et hurtigt opspil efter et afværget angreb sendte Jæger afsted på venstre side, et skarpt træk ind i banen og bolden op i nettaget.
Esbjerg kom som ventet med fart, aggresivitet og stor fysik. Det voldte hjemmeholdet en del kvaler i første halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage i en ret lige kamp, præget af en del upræcise afleveringer.
Efter 12 min var hjemmeholdet så på spil igen. Marc Lange fandt med en fremragende høj chip-aflevering med ydersiden en fremadstormende Casper Rytter, der flot udplacerede Esbjergs målmand.
Minuttet efter modtager Rasmus Philipsen sit andet gule kort, og må derfor gå tidligt i bad. Lidt hårdt dømt, men den efterfølgende 2 minutters periode i undertal klarede HI flot. Med fight og kløgt blev Esbjerg holdt fra store chancer, og det var som om, at det tog en del af modet fra udeholdet.
Kort inden halvleg blev det også 3-0 til Hundested. Andreas Garro kom igennem i venstre side og smadrede et fladt indlæg ind over, hvor Anders Rindahl Lauridsen blev den uheldige helt for Esbjerg med et selvmål.
Koch træder op
Hvor første halvleg langt henad vejen havde været en livlig og intens affære, så var anden halvleg en helt anden sag.
Hundested havde luret modstanderne, og Esbjerg blev lukket godt ned i stort set alt, hvad de prøvede.
Derfor var det også et Hundested-hold i fuld kontrol, der efter 29 minutter kom foran 4-0. For en gangs skyld fik hjemmeholdet direkte udbytte af en hjørmesparkskombination, da Jæger lynhurtigt fandt en fri Rasmus Koch, der kunne notere sig for en sjælden scoring.
Koch, der efter Philipsens røde kort fik masser af spilletid og ansvar, var forståeligt nok en glad mand efter kampen.
"Det var en forløsning at få scoret, og det kunne måske også være blevet til mere end ét mål i dag. Jeg har haft nogle store chancer i de seneste par kampe, blandt andet en friløber mod Aarhus, så det var skønt endelig at få sendt bolden i kassen!"
Det ser ud som om, at du går ind og erstatter Philipsen, så du bliver vel matchet på højeste niveau, også kædemæssigt?
Først og fremmest er det utrolig ærgerligt, at Ral får rødt kort, for han har nogle kvaliteter, der er rigtig vigtige for os. Han er svær at erstatte, men jeg prøver bare at komme ind og bidrage med mine egne kompetencer. Heldigvis er det en god kæde at træde ind i — både Jæger, Mads P og Rytter gør det nemt at falde på plads, og det giver samtidig nogle rigtig gode arbejdsbetingelser for at præstere godt.”
Ingen plan B
Det var tydeligt, at Esbjerg ikke havde en plan B med i tasken fra det vestjyske, og holdet virkede nu mere og mere modløst.
Det udnyttede Jæger og Oliver Fjeldal 3 minutter før tid, hvor de spillede sig igennem og førstnævnte assisterede sidstnævnte til slutresultat 5-0.
En fuldt fortjent sejr, og årets første clean sheet, som også keeper Magnus Nielsen havde en andel i, da han fik de sidste 6 minutter på banen og diskede op med et par fine redninger.
Træner Haagh var naturligvis også en tilfreds mand efter kampen.
"De spillede nøjagtig som vi havde snakket om, og da vi finder tilbage til de ting, vi har snakket om, så synes jeg, at vi har fin kontrol. Med en spillestil som deres var der rigtig meget duelspil og da vi fik justeret en smule i tilgangen til det, synes jeg, at vi fik holdt dem på fin afstand.
Spillerne efterlader alt på banen hver gang, så det er altid kun små ting der skal justeres. Derudover så stod HB igen en rigtig flot kamp og Magnus supplerede med et par rigtig flotte redninger.
Og efter de første 8-10 minutter synes jeg også vi blev gradvist bedre til at holde fast i bolden i længere perioder, for så at skabe chancerne.
Alt i alt en rigtig fin dag og flot kamp. Vi gør klar til næste uges lokalbrag mod FGF, og stiler efter at være nr. 2 ved halvvejsmærket af sæsonen."
Næste kamp er allerede på fredag med en hjemmekamp og en slags lokalderby mod Futsal Gentofte Fjordbold. Det skal nok blive en intens og spændende kamp, da flere af Hundesteds spillere har en fortid i netop Fjordbold, inden holdet fusionerede med Gentofte.
Lad os fylde hallen, og så lige en opsang herfra: KLAP NU MED, også mere end hvad musikken lige dikterer. Vi kan godt lægge endnu mere pres på fra lægterne.