Menu

Senior 2 holder snor i toppen

image Lucas Mortensen på stangen
Sune Raunkjær
29. maj 2025 kl. 13:28
Fin pligtsejr over Helsingør

Laudrup, Nartey - og Jonas Mikkelsen..!

Sådan tænkte tilskuerne på Hundested Stadion, da Jonas Mikkelsen elegant og ubesværet gled igennem i det 81. minut. Han ventede og ventede, og scorede så flot selv til slutresultatet 3-1 i torsdagens tidlige hjemmekamp mod Helsingør. 
Inden da var vi vidner til en kamp, hvor HI var klart mest på bolden, bedst spillende og det teknisk dygtigste hold, men hvor rækkens absolutte bundprop, Helsingør, viste god fight og moral. 
Allerede efter 7 minutter kom udeholdet foran 1-0. En lang pasning endte med at målmand Jimmy Frederiksen kom på mellemhånd, og en Helsingør-spiller kunne flot lobbe bolden ind.
HI sad dog på det meste spil, og træværket reddede i flere omgange udeholdet i pressede situationer.  
Presset mod udeholdets mål måtte give pote, og det gjorde det også efter 42 min, hvor Mads Olsen fortjent udlignede til 1-1 på assist af Jonas Mikkelsen. 
I 2. halvleg fortsatte de blå med at være toneangivende, mens Helsingør hele tiden lurede på den ene, lange bold, der kunne give dem et mål mere. 
Den kom dog aldrig, og da Mads Olsen efter 54 min gjorde det til 2-1 på oplæg af Gustav Schou, så det for alvor svært ud for udeholdet. 
De holdt dog stand indtil Jonas Mikkelsen, denne pens MOTM, på fremragende vis gjorde det til 3-1. 
Kort efter fik samme Mikkelsen et gult kort for en hård tackling. Samme skæbne overgik Mads Olsen for at bruge næb, inden dommeren kompenserede lidt og stangede et gult kort ud til en Helsingør-spiller, for hvad der lignede en ren tackling. 
3 point på kontoen, 2 kasser øl på terrassen, og så ellers klar til topkamp ALLEREDE I MORGEN FREDAG, hvor Fredensborg kommer på besøg. 
Luk