Menu

Sikker sejr i Hornbæk

image
Sune Raunkjær
02. juni 2026 kl. 14:20
Oprykningen rykker tættere på
Lørdag eftermiddag gæstede Hi Hornbæk på Pedella Park til en vigtig kamp i bestræbelserne på at holde sig inde i oprykningsræset.

Hornbæk havde inden opgøret et point mere end HI, men også med en kamp mere under bæltet. For begge hold gjaldt det, at en sejr ville holde dem helt inde i spillet om andenpladsen og en oprykning til serie et, mens et nederlag ville være et alvorligt knæk til samme ambition.

Og lad det være sagt med det samme. Hundested lignede mere en oprykker og ville og kunne mest på dagen. Den solide defensiv tillod ikke hjemmeholdet meget, og offensivt så det endnu engang skarpere ud.

På mål af Magnus Svalberg, der udnyttede en flot stikning fra Casper Rytter, i første halvleg, og to mål af Lars Bonde i anden, var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet.

Bondes første mål kom efter en bolderobring af Marius Brandt, en af de spillere der for alvor får spilletid og blomster i dette forår, og hvor Bonde elegant dribler sig til en kølig afslutning.

Det andet er et langskud i den blødere, men høje ende, der ender med at snyde keeperen, der selv er med til at bokse læderet i nettet.

Nu venter en - ja, jeg skriver det IGEN - ultravigtig hjemmekamp mod Lynge, der har et point mere end os på 2. pladsen i rækken, torsdag den 4. juni.

Vinder vi den, kan vi med sejre i de to sidste kampe over på papiret svagere modstandere (Farum, nr. 8, 10 pst, Helsinge nr. 11, 6 pts) spille os op i serie 1.
Luk