Timm: “Der er altid god stemning”
Han har kun været i klubben i to måneder, men er allerede faldet godt til.
Vi har spurgt William Timm om hans opstart i klubben, og han ser frem mod kvartfinalen på lørdag.
Hvordan er din første tid i HI gået, og har det levet op til forventningerne?
”Det er startet godt. Vi fik sikret tredjepladsen i grundspillet, som var det klare mål, da jeg kom til klubben. Så ja, mine forventninger er indfriet. Vi træner alle tre gange om ugen, og alle kommer til træning for at knokle på og for at blive bedre.”
Nævn tre ting, du vil fremhæve ved HI Futsal?
”Vores gode holdånd og kammeratskab. Alle kæmper 100% for hinanden på banen. Og så er vi et hold, hvor der er sådan en rigtig serieholdstemning i omklædningsrummet, alle laver sjov med hinanden, og der er bare altid god stemning.”
”Dernæst vores hjemmebane. Den er fantastisk, og det er så mega fedt at spille på hjemmebane, specielt når der er helt fyldt på tribunen. Det giver bare noget ekstra at have så god en opbakning.”
”Det tredje er vores ambitioner og seriøsitet. Selvom der bliver lavet meget sjov og ballade, så har vi høje krav til hinanden både til kamp og træning. Og vi er alle sammen meget fokuserede på at blive bedre for hver gang og på at udføre de opgaver vi bliver sat for.”
Hvad er dine kompetencer, og hvordan passer de ind på holdet?
”Jeg er god til at spille i små rum og til at spille og gøre mine holdkammerater bedre.”
Dine forventninger til lørdag?
”Jeg forventer, at alle kommer for at knokle, og alle er 100% fokuserede, så vi tager en sejr og går videre til semifinalen.”